Målgruppen

MST er udviklet til familier med unge i alderen 12-17 år. Det centrale visitationskriterium for MST er den unges adfærd.

Typiske adfærdsvanskeligheder, der kan arbejdes med i MST er:

  • Kriminalitet – tyveri, røveri, vold, trusler, hærværk
  • Misbrug/risikobrug – alkohol, hash, kokain, amfetamin, lightergas m.v.
  • Konflikter – hyppige skænderier med forældre, lærere og andre i den unges eget netværk
  • Aggressioner – aggressiv og voldelig adfærd enten overfor fremmede, familie og/eller skole
  • Overtrædelse af aftaler og regler – fx. husregler, som spise- og kom-hjemtider
  • Stikken af hjemmefra – bliver væk fra hjemmet i kortere eller længere perioder uden at have fået lov
  • “Dårligt” selskab – holder sammen med andre unge, som også har alvorlige adfærdsproblemer
  • Pjækkeri – hyppigt fravær eller hel udeblivelse fra skole

Den unge vil typisk have flere typer adfærdsvanskeligheder på samme tid. Ved visitationen vil MST’s faglige leder derfor spørge ind til, hvilke typer adfærd, der kan registreres for den enkelte unge, hvor lang tid denne adfærd har stået på, hvor ofte den forekommer, og i hvilke former.

Herudover vil der ved visitationen tages højde for særlige problematikker i familien. Det kan fx være forældrenes psykiske sygdom, vold og/eller misbrug i familien, ADHD eller mildere Asberger hos den unge etc.