Behandlingen
Mindst én gang om ugen mødes du med din ungeterapeut i MTFC behandlingsteamet.
Terapeuten hjælper dig med at tackle ting, der er vanskelige i dit liv og er en, du vil kunne hente støtte hos i hele den tid, du er i MTFC.
Samtidig vil du få en færdighedstræner, som også er sammen med dig hver uge – færdighedstræneren hjælper dig med praktiske ting, med at øve nye færdigheder og er en, du kan spørge om alt det, der beskæftiger dig.
Forløbet
MTFC er delt op i tre faser. For at komme videre til næste fase, skal du overholde de regler, der gælder i træningsfamilien og behandlingen. Det kan handle om:
- at komme hjem til tiden
- gå regelmæssigt i skole
- mødes med venner og overholde aftaler, du har indgået.
Trænings-familien hjælper dig med at overholde aftalerne.
Hvis du laver noget, du ikke må – fx ryge hash eller bruge stoffer, pjække fra skolen etc. – får det konsekvenser. Måske skal du tilbage til en tidligere behandlingsfase, måske mister du adgang til nogen af de ting, du sætter pris på – under alle omstændigheder vil det være aftalt på forhånd, hvad der sker, hvis du bryder aftaler og regler.
Du vil have meget indflydelse på, hvad der sker i behandlingen. Du og din terapeut vil tale meget om, hvad der beskæftiger dig, hvilke behov du har, og hvordan du oplever dit liv. De ting vil spille en vigtig rolle for, hvordan MTFC forløbet tilrettelægges.